Suppe: Sommerlig med Rapini og Komatsuna bladkål

21. juni 2023 Suppe med Komatsuna og Rapini. Grøn sommerlig version af Marianne Porsborg

Trods tørken, begynder vores køkkenhave så småt at bugne af de første grønne sager. Især bladkål og salat, er godt på vej, haveudover spinaten, naturligvis – som jeg senest har skrevet om – her.

Forleden lavede jeg en pastaret med den første Rapini, inspireret af en gammel italiensk opskrift. Men det blev slet ikke så godt som jeg drømte om, og skal lige øve mig lidt mere, inden jeg giver opskriften videre.

Det er Komatsuna til venstre – og Rapini til højre i fotoet herunder. Bemærk, æggeskaller og kaffegrums rundt om bedet, som snegle- og myre bekæmpelse. Det har virket fint, og du kan læse mere om det – her – på bloggen.

Rapini og Komatsuna bladkål i køkkenhaven

Idag fik jeg pludselig lyst til suppe, til frokost. Jeg har før lavet vegansk grøntkålssuppe med æbler, hvidløg og gurkemeje mv. og fandt på en mere sommerlig version idag. Se ingredienser herunder og lad dig gerne inspirere. Kommentér også gerne.

Grøn sommerkål-suppe

Til den grønne sommersuppe har jeg brugt Rapini, Komatsuna, kogte grønne linser, løg, hvidløg, æble, Chipotle chili, gurkemeje, persille, salt, peber, bouillon(terning), vand, soja og lidt sukker.

Først kogte jeg en lille portion grønne linser, men man kan naturligvis også bruge en rest linser eller bønner.

Så svitsede jeg løg og hvidløg i små tern, i olivenolie – stille og roligt ved lav varme. Kokos- eller rapsolie kan også bruges.

Æblet i tern, lidt gurkemeje samt finthakkede Chipotle chili kom med under den sidste del af den stille svitsning.

Herefter skyllede og delte jeg de to slags kål, i blade og stængler, og snittede begge dele lidt groft.

 

Sammen med vand (i en mængde du synes passer til portionen) bouillonterning og salt, kogte jeg først suppen med bladstænglerne i 5 minutter. Herefter kom de groft snittede kålblade, de kogte linser og persillen i, og det hele kogte yderligere 4-5 minutter. Vurdér kogetiden efter kålens tykkelse. Det må ikke få for meget!

Tag gryden af varmen og lad suppen køle lidt af. Så skal suppen blendes godt, og til sidst smages til med fx soya, peber og lidt sukker. Man kan også justere smagen med citronsaft eller en god eddike, men det var ikke nødvendigt her.

Jeg spiste suppen varm med ristet brød til – og ja, det kan man godt på en varm sommerdag! En klat Creme Fraiche var lige prikken over i’et. Mums, det er ikke sidste gang jeg laver denne (sommer)suppe!

Kh Marianne

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *