Hestebønner – såning, høst, mad og efterafgrøde

17. august 2022 Marianne Porsborgs hestebønner (Fava) i blomst. Første hold 2022

Det er meget nemt, at klage over den varme sommer og de negative konsekvenser varmen har for køkkenhavens afgrøder. Men ikke, når det kommer til hestebønnerne (Fava). Jeg havde drømt om, at de kunne nå at blive tørre og gemmes til vinteren. Til det, var sommeren god!

Tidlig forspiring og såning

Jeg nåede at så to hold hestebønner. Det første hold lavede jeg et forsøg med. Jeg forspirede dem inde, i toiletrulle-rør, og plantede dem i starten af marts, ved siden af første hold kartofler. De blev sat dybt og pakket ind i tang. Alligevel tog frosten 1/3 af dem. Så hvis du og jeg skal så hestebønner tidligt en anden gang, så skal de ikke forspires. Normalt skal man lægge frøene 5-6 cm dybt, men lægges de tidligt i marts, vil jeg anbefale at lægge dem 10-12 cm dybt, og hyppe en lille jordvold op over rækken, så de reelt ligger 15-20 cm nede. De skal nok komme!

Røde hestebønner, høstet forår 2022. Marianne Porsborg, Have og Husflid

Første hold gav disse smukke røde bønner. De blev spist friske, dampet 2-3 minutter og nydt som tilbehør til vores mad. Hele (uden bælg, naturligvis) – for den tynde skal bønnerne har, kan fint spises. Næste hold, blev lagt lige i starten af april, ved siden af de sene kartofler, og de har givet en masse. Jeg lagde omkring 30 frø/bønner, også lidt dybt, hvis nu frosten skulle vende tilbage. Det blev til ca. 25 planter. De voksede fint, blev hyppet lidt og bundet op, og så passede de sig selv. Men, de fik lidt for lidt opmærksomhed, vil en professionel nok sige. Jeg nåede nemlig ikke at nippe dem – for at undgå lus, og jeg fik heller ikke hyppet dem anden gang, som jeg havde tænkt. Men, de gav stort udbytte alligevel.

Hestebønner klar til høst. Marianne Porsborg, Have og Husflid 2022

Hestebønnehøst i august og glæden var stor!

Da varmen og sommerferien kom buldrende samtidig, havde vi nydt godt af de friske hestebønner mindst 5-6 gange. Selvom vi vandede, så blev væksten stoppet af varme og sol, så jeg besluttede at stoppe – og lade planter og bønner tørre. Og hvilken høst. Ja, jeg er begejstret 🙂

Som sagt havde jeg håbet at nå så langt, at jeg kunne høste bønnerne tørre. Havde dog regnet med, at de måske skulle efter-tørres, men det var slet ikke nødvendigt. Bælgene og bønnerne var knas tørre, da de blev høstet igår, midt i august.

Hestebønner høstet og bælget august 2022. Marianne Porsborg, Have og Husflid

Udbyttet af 25 planter: 1,5 kg tørre hestebønner

Hyggeligt, og næsten meditativt er det, som håndarbejde – at stå og bælge tørrede bønner. Tankerne flyver afsted, og jo flere bønner der røg i skålen, desto bedre blev humøret, naturligvis. For, et spørgsmål man ofte mødes med er jo, kan det betale sig? Og ja, det kan det, i min verden. Først har man fornøjelse af planlægningen af såning. Så glæden ved at passe planterne og se dem gro. Så nydelsen af de første friske høst og måltider. Og nu, fornøjelsen af at høste, ikke bare en lille portion, men hele 1,5 kg tørre hestebønner, som kan gemmes til forråd. Bum!

Mad med hestebønner (Fava)

De tørre bønner gemmes til vinterens lidt tungere retter. Jeg vil nok især bruge dem i supper, chili con/sin carne og til arabisk Foul. Hen ad vejen kommer der naturligvis opskrifter på supper og gryderetter som en god chili. I første omgang får du opskrift på en frisk variant af Foul, som kan minde lidt om Hummus.

Foul lavet af friske hestebønner. Marianne Porsborg, Have og Husflid 2022

Opskrift på frisk Foul (smørepålæg)

Foul er et fantastisk alternativ til vegansk smørepålæg og som tilbehør til pita, durums mv. Normalt bruger man kogte Fava-bønner, altså – hestebønner, men her har jeg lavet det med friske bønner, og opskriften er – på slump:

Ingredienser – frisk Foul (stor portion):

20-25 bælge med hestebønner

Saft af ½-1 citron

1-3 fed hvidløg

½-1 dl olivenolie

Frisk dild (traditionelt bruges persille – du bestemmer)

Salt

***

Bælg de friske hestebønner og kog dem 2-4 minutter, afhængig af størrelsen. Kassér kogevandet. Pil hvidløgsfed (mængde afhængig af størrelse og temperament) og skær dem i mindre stykker. Læg hestebønner, hvidløg, citronsaft og olivenolie (start med max ½ dl) i en foodprocessor og blend det til en ensartet masse. Tilsæt eventuelt lidt vand og lidt mere olivenolie, hvis du synes den er for tør. Så, tilsætter du lidt af den friske dild (eller persille) – og giv det kun en meget hurtig tur til i maskinen.

Smag til med salt – og eventuelt mere citronsaft og/eller peber. Server den med mere frisk dild (eller persille) på toppen. Foul spises som morgenmad, men er også helt fantastisk som tilbehør i stil med hummus – frokost og aften.

OBS: Den friske variant af Foul er lidt mere “skarp” i smagen end når tørrede, kogte bønner anvendes. På den måde måske også mere drøj i brug – og en halv portion er muligvis nok… Spis den som du har lyst. Jeg synes også det er lækkert på knækbrød, med skiver af tomat og lidt basilikum.

Hestebønner som efterafgrøde

Hvis jeg nu alligevel må brokke mig lidt, så har varmen – måske, haft en negativ konsekvens for mine hestebønner. De sidste ugers hidsige varmegrader, har nemlig hindret mig i at så sensommerens efterafgrøder i køkkenhaven. Men om et par dage lover vejrguderne regn – måske meget regn, og så kan jeg komme igang!

Hestebønner vokser hurtigt, og er dejligt nøjsomme og stærke. Derfor er de også supergode som eftergrøder i køkkenhaven. Jeg sår dem normalt helst sidst i juli, for at være sikker på at kunne høste en masse inden frosten kommer. I år bliver det så omkring den 20. august… men jeg håber og er optimist – det skal nok gå!

Egne frø/bønner til såning af Hestebønner

Vil du bruge nogle af dine egne, tørre hestebønner til at så nyt hold med, er der et par tips:

  • Tag frø/bønner fra de stærkeste planter, de største og fra bælgene med flest bønner i. Så har du bedre chancer for en god næste høst.
  • Så ikke hestebønner som efterafgrøde hvor der før var hestebønner – men fx hvor du har taget kartofler op.

God fornøjelse!

Kh Marianne

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *