Æggekage – helt enkelt

11. august 2022 Marianne Porsborgs æggekage, en varm augustdag 2022

En gang imellem, er det bare skønt, med mad som er helt enkel og nede på jorden. Uden de store dikkedarer, lavet fra bunden, af det man har, nemt – hurtigt og gerne på slump.

Sådan blev det idag, på en af årets virkelig varme dage – og så endda i august. Min mand og jeg var alene hjemme. Begge med masser af arbejde og lidt for lidt tid, til forberedelser af aftensmaden.

Så, en tur i køleskabet og huske – hvad har vi i haven… Et stykke bacon fra slagteren, masser af egne æg, bladbeder, løg og kartofler. Og så friskbagt surdejsrugbrød fra igår. Desuden havde vi en lille rest piskefløde og lidt reven ost, som trængte til at blive brugt. Det kunne naturligvis kun betyde en ting: æggekage.

Mariannes luksus-æggekage

Jeg lavede en stor portion, så der var til frokost dagen efter. Reelt set er portionen altså stor nok til 4 personer.

1 stort løg (eller 2 mindre)

Et godt stykke bacon eller en rest skinke, kylling – hvad du har

3-4 kartofler

2-4 bladbede-blade og stængler

1-2 spsk æblecider eddike eller anden krydret eddike

8-9 æg (jo jo :-))

1-2 dl piskefløde (eller anden mælkeagtig væske)

En rest reven mozarella eller lignende

Friske eller tørrede krydderurter – idag brugte jeg Løvstikke fra haven

Olivenolie, salt og peber

***

Tænd ovnen på 180 grader varmluft (eller 200 grader alm ovn). Skær løg og bacon i tern, ikke for stort – ikke for småt. Svits dem på en varm pande med lidt olivenolie. Imens løg og bacon steger, vaskes og skrubbes kartoflerne. Riv dem groft (med skal) på et rivejern og svits dem sammen med løg og bacon. Når kartoflerne er “klaret” og let gennemsigtige, krydres med salt, peber og det krydderi som du har og har lyst til. Ikke for meget, bare lige som et pift.

I et smurt ovnfast fad, eller foret med bagepapir, lægges løg, bacon og kartoffelblandingen. Skær bladbederne i lidt grove stykker (husk det falder sammen som spinat). Hæld ny olie på panden og steg bladbederne kort tid, med lidt eddike og ganske lidt salt og peber som krydderi. Imens bederne steger, piskes æg og piskefløde sammen i en skål. Igen, krydr med en lille smule salt og peber. Læg de svitsede bladbeder i fadet – drys med reven ost, og hæld æggeblandingen over.

Bag æggekagen 20-30 minutter midt i ovnen. Tiden afhænger af højden på fad og æggekage. Vores fik 25 minutter og var 3-4 cm høj. Spis den varm, gerne med klippet purløg (som vi lige var løbet tør for) og godt groft rugbrød til. Og så lige en øl, som i dagens (varme) anledning var næsten alkoholfri.

Variationsforslag

Naturligvis kan lige præcis en æggekage varieres i det uendelige. Brug det du har og afvig gerne fra mine mængder i opskriften. Sæt dit eget præg på retten. Du kan fx også bruge spinat (i stedet for bladbederne), peberfrugt som supplement eller i stedet for kartofler. Og undlade ost, eller bruge revet parmesan i stedet for mozarella. Og så er der det med æggene. Hvis du ikke har eller vil bruge så mange æg som jeg gjorde idag, kan du sagtens “nøjes” med 5-6 æg til 4 personer. Så øger du bare væskemængden til 2-2,5 dl og tilsætter lidt proteinholdigt mel til æggeblandingen. Brug fx kikærtemel eller linsemel. Tomatskiver og basilikum, er også superlækkert i en æggekage.

Undgå madspild…

Med denne opskrift er det supernemt, både at få hurtig og god mad – og undgå madspild. Når du bruger rester, går der ikke noget til spilde, og opskriften kunne også hedde: undgå-madspild-æggekagen. Du bestemmer 🙂 God fornøjelse og god appetit!

Kh Marianne

 

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *