Jordskokker i min have – og om tålmodighed

4. august 2022 Jordskokker i vækst, lagt om vinteren. Marianne Porsborg 2022

Jordskokkerne i min have, tog kort fortalt fusen på mig. Eller måske rettere, jeg tog fejl – på den gode måde, og tog ved lære. For nogle år siden, i november måned, havde jeg købt for mange jordskokker og havde ikke plads i køleskabet. Fik den idé, at i stedet for at se dem gå til, så ville jeg lægge dem i et af havens staudebede. Som sagt så gjort, og med stor succes, kunne vi i årevis høste store jordskokker, hvert efterår.

Derfor huskede jeg det som om, at november måned er den bedste tid til lægning af jordskokker. Det er bare ikke rigtigt, og trist blev jeg, da de slet ikke spirede i foråret, i den nye haves bed. Forvirring og irritation opstod. Huskede jeg forkert? Hvad havde jeg gjort forkert?

Da jeg endelig havde besluttet mig for hvor jordskokke-bedet skulle være i min kommende have, havde jeg for travlt. Så det blev ikke i november, men i vinters, at jeg etablerede bedet. For en sikkerheds skyld, puttede jeg dem lunt og godt, og dybt – i render med tang og hestemøg. Jeg lagde dem altså dybere end de anbefalede 10-15 cm, nok nærmere 20-25 cm.

Naturligvis tog det tid for dem at spire og komme op 🙂 Jeg mistede bare tålmodigheden da de ikke kom op i foråret, fordi jeg var så sikker på, at jeg havde gjort alting så godt. Det havde jeg også…

Tips og tricks til sætning af jordskokker

Som sagt havde jeg overbevist migselv om at jordskokker bedst lægges, eller sættes, i november måned. Men lærebøgerne og fx den helt fantastiske hjemmeside dyrk.nu (se her) anbefaler sætning i februar eller marts. Jeg fik altså (først) lagt dem i vinters – ikke for sent, men lidt for tidligt.

Sætter man sine jordskokker i det tidlige forår, kan man fint lægge dem 10-15 cm ned i jorden. Husk at de gerne vil have sol, vand og gødning – lidt som solsikkerne de er i familie med.

Starter man sit jordskokkebed tidligere end det, anbefaler jeg at gøre som jeg, dvs. et spadestik nede og lunt og godt, fx på en bund af nærende tang.

Gode forberedelser og tålmodighed lønner sig

Selvom jeg troede at mine jordskokke-knolde var gået til, da de ikke spirede i foråret, så bliver det vist en succes, alligevel. Udover frygten for om der måske var gået frost i knoldene og de var gået til, så var jeg også bekymret for, om der var sol nok. Vores have er ny, for os, og køkkenhaven kun i sin spæde start. Så placeringen af jordskokke-bedet blev mest styret efter ønsket om, at de ikke skal sprede sig og vokse ind i andre bede. Derfor blev bedet lagt et afsides sted, hvor der mest vokser brændenælder, skvalder og smørblomster langs et vildt hegn ind til naboen.

Nu er de her – i fuld firspring, og det ser umiddelbart ud til, at næsten alle knolde bliver til noget.

De står delvist i sol, om sommeren. Træerne bag dem står i syd, så planterne får sol morgen, formiddag og aften. Det håber jeg er godt nok, og med al den gødning de fik i vinters, så bliver knoldene forhåbentlig store. Vi får se, til november og frem, når vi kan begynde at høste af dem. Under alle omstændigheder kan jeg nok en gang konkludere, at tålmodighed lønner sig. Også tålmodigheden med mig selv 🙂

Mad med jordskokker

Det spørgsmål jeg oftest får omkring jordskokker er – hvad bruger man dem til. Hånden på hjertet, så bruger vi dem heller ikke nok selv, endnu. Det agter jeg altså at lave om på, også fordi, vi med stor sandsynlighed får MANGE jordskokker.

I rå og vasket tilstand, er jordskokkerne skønne i salater. De har en lidt nøddeagtig smag, og er fine som indslag i alverdens salater, både de fine og de grove. De kan også koges eller bages, og bruges i supper, fx i en varmende god kartoffel-porre-jordskokke suppe. Når de er tilberedt, bliver smagen lidt mere mild, men pas på at de ikke får for meget og bliver “splattede”.

Til en start kan jeg varmt anbefale dig at læse mere om jordskokker og hvordan de bedst spises, i Camilla Plums indlæg på havenyt.dk – her.

Senere på året, når jeg har høstet de første knolde, laver jeg madopskrifter med jordskokker og udgiver dem her på bloggen.

Kh Marianne

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *