Hyldeblomstsaft – sådan laves det nemt
15. juni 2023Lad det være sagt med det samme, jeg elsker hyld! Der er bare noget særligt over hylden. Nordisk, lidt rå og uregerlig – undtagen i blomst, så er den så fin. Og så den duft! Her får du min 30 år gamle opskrift – god fornøjelse!
For en uge siden, så vores ene hyldebusk sådan ud. På fotoet kan man iøvrigt se hvor tørt alting er. Et problem, som desværre også kommer til at drille i forhold til vores produktion af hyldeblomstsaft i år. Sidste år, lavede vi hele 16 liter hyldeblomstsaft og 6 liter hyldebærsaft. En sand fornøjelse, som har glædet os helt til for et par uger siden, hvor det sidste blev drukket.
Tørken gør desværre, at også hylden blomstrer hurtigt af. Så vi skal også være hurtige. Indtil videre har vi lavet 4-5 liter saft, og vi håber på en del mere, fordi nogle af vores hyld står lidt mere i skyggen. Men der er langt til 16 liter… Vi får se!
Mariannes “Hyldenade” opskrift
Siden vores børn var små, har vi kaldt hyldeblomstsaft for hyldenade. Så det hedder det stadig her i huset, selvom børnene er store og to ud af tre er flyttet hjemmefra. Min opskrift er helt enkel og ligner sikkert så mange andre, men her er den:
ca. 2,5 liter koncentreret hyldenade:
40-45 nyudsprungne hyldeblomstklaser
4 usprøjtede citroner
2 liter vand
2 kg sukker (gerne rørsukker)
4 spsk (40g) citronsyre
2 tsk Atamon
Høst dine friske og velduftende hyldeblomster ved at klippe klaserne af busken. Gå helst uden om dem med lus i, hvilket der især kan være på unge buskes blomster. Inden du ordner hyldeblomsterne, skal du sætte en stor gryde over med vandet. Imens vandet koger op, ordnes blomsterne: klip det meste af stænglerne af, så der er så lidt som muligt tilbage. Skyl blomsterne i koldt vand.
Når vandet koger, tilsættes sukkeret stille og roligt, så det ikke sprøjter. Imens det koger op og sukkeret opløses, skylles og rives skallen af citronerne. Pres herefter saften fra citronerne og tilsæt skal og saft under omrøring. Når al sukker er smeltet tilsættes citronsyre og hyldeblomster. Sluk for varmen, rør stille og roligt rundt i gryden, og pres blomsterne ned i sukkerlagen. Når det hele er kølet lidt af, tilsættes Atamon og der røres stille igen.
Sæt låg på gryden (eller den beholder du vil opbevare saften i) og lad det stå koldt i 4-5 dage. Herefter sis hyldenaden og herligheden hældes enten på flasker eller fryses ned. Flere tips følger om et par dage, når vores første portion er klar.
Kh Marianne