Spinat og hvordan du fryser det ned

15. juni 2023

Juuh huuh! Så kom der endelig regn! Stille og meget lidt, men regn. Det hjalp jo ikke i køkkenhaven, men på humøret – og det tæller også. Idag skal der høstes mere spinat. Jeg har skrevet om det før, min elskede Racoon spinat – fx her – som jeg såede i efteråret, plejede vinteren over og plantede ud i et nyt bed i foråret. Det har stået så flot, med kæmpe blade – og som det ser ud lige nu, får vi 5-6 kg til fryseren.

En af de gode ting ved Racoon spinat er, at selvom bladene bliver store, så smager de stadig godt. I år er nogle af blade endda blevet så store som rabarberblade. Stadig smager de godt, også rå i salat. Men her, skal du høre lidt om hvordan jeg fryser spinat ned til vinterens mad.

Sådan blancherer og fryser du spinat

Til høst af spinat, anbefaler jeg at klippe bladene af planten, og lade hver plante vokse videre. Det plejer at give et eller flere ekstra hold blade, så du kan høste flere gange.

Inden skylning klipper jeg stængler og de groveste ribber af med en saks. Husk også at fjerne eventuelle snegle som gemmer sig på undersiden. Så skylles bladene i koldt vand.

Blanchering: Brug en stor gryde med masser af vand tilsat lidt citronsaft. Citronsyre kan også gå, men jeg synes friskpresset citronsaft holder farven bedst på spinaten. Inden du blancherer skal du have et fad eller en stor skål klar, med iskoldt vand. Når vandet i gryden koger, lægger du “et par håndfulde” spinat i gryden og lader det “koge” i 3 minutter. Er det små og fine spinatblade, skal det måske kun have 2 minutter.

Tag spinaten op med en hulske, dryp af, og læg det straks i det iskolde vand. Så bevares den smukke grønne farve. Lad det køle af 1-2 minutter i det kolde vand og tag det op, og knug det meste af vandet af. Når vandet i gryden er kommet i kog igen, er det tid til et nyt hold blade. Hvor meget man blancherer af gangen, er nok en smagssag, men ikke for meget.

Nedkølingsvandet kan genbruges, hvis du tilsætter isterninger til det 2. hold spinat. Herefter skal det udskiftes – MEN – kassér ikke det brugte vand! Det er supergodt til at vande fx udendørs blomsterkrukker eller tørstige roser med.

Læg den blancherede og afdryppede spinat på et håndklæde (vasket med vaskemiddel uden parfume) for at tørre lidt mere.

Når spinaten har ligget lidt på håndklædet, krammes det sidste vand ud af bladene, til dolme-agtige klumper. Nogle triller det til kugler, men jeg synes “en håndfuld” er en fin størrelse. Læg spinat-klumperne på bagepapir over fx en rist – efterhånden som du får holdene færdig. Når pladen er fuld, løsfryser jeg klumperne på risten i vores kummefryser. Har du en skabsfryser kan du måske bruge skærebrætter at lægge spinatklumperne på. Når klumperne er frosne, lægges de i en frysepose, klar til senere brug.

Hvor meget spinat ad gangen…

Igen, forskelligt og individuelt. Når jeg høstede en Ikea-sæk med spinat, har ordnet og blancheret dem som her, får vi ca. 1 kg færdig spinat pr. portion. Det har jeg så indtil videre kunnet gøre 4 gange, og skal igang igen i eftermiddag. Mums!

PS: Metoden kan også bruges til frysning af fx Gåsefod. Mere herom senere.

Kh Marianne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *