Kartoffelbed gøres klar i februar

12. februar 2023

Kartofler er godt og tidlige kartofler er – helt fantastisk. Sidste år lykkedes jeg godt med at forspire 3 hold kartofler, de tidlige, sommer- og en sen sort. De blev lagt med 14 dages mellemrum, og de tidlige lagde jeg i den første uge af marts. Jeg lagde dem dybt og lagde fiberdug over de få gange frosten kom imens de spirrede frem.

Forspiring af kartofler

Jeg får altid læggekartofler hjem fra en online leverandør i uge 6. I år har jeg valgt 3 økologiske sorter, de tidliger Glorietta, middeltidlige Ditta og de sene Sava. Sådan har det været hvert år jeg har dyrket kartofler, og det passer så fint. Så dette års kartofler er lagt til forspiring, i æggebakker og en gammel så-bakke, koldt og godt. Glorietta har jeg ikke prøvet før. De andre år har jeg jeg valgt Solist, fordi jeg gerne ville have virkelig tidlige kartofler, men nu skal Glorietta altså prøves.

Sædskifte og rotation i ny køkkenhave

Fotos viser et nyt hulter til bulter bed ved siden af vores hønsegård, som bliver et ekstra kartoffelbed jeg har anlagt i dag. Eller rettere, er startet på det. Indtil videre har jeg anlagt og brugt 6 bede sidste år, som var det første år i køkkenhaven. I år anlægger jeg mindst 10 bede mere, og lader fremover grøntsagerne rotere med uret rundt i køkkenhaven. De tidlige og middeltidlige kartofler lægger jeg i nye bede i selve køkkenhaven.

Det nye bed på foto er som sagt hønernes første løbegård, som vi har gravet i siden i sommer, for at de kunne finde orm, rødder mv. Nu er bedet revet, sådan nogenlunde, og de værste brændenælderødder er fjernet. I morgen køber jeg en presenning og varmer det nye bed op ved at lægge den over, holdt til med sten og brædder.

Hønsegård af genbrugsmaterialer

Vi byggede hønsehus og hønsegård sidste år, af genbrugsmaterialer og et gammelt legehus, og fik 6 White Sussex høner hjem i første omgang. Da hønerne var faldet til, fik de lov til at komme på græs, i en lille løbegård med flytbart hegn om. Vi placerede med vilje hønsehus og hønsegård her, ved et lille træ som giver skygge om sommeren, og ovenpå en skrækkelig masse, gamle brændenælder. Nu har hønerne skrabet og gjort kål på en stor del af brændenælderne, og dette års ekstra kartoffelbed kan hjælpe med resten.

Lægning af kartofler sammen med hestebønner

Nye kartofler er skønt, men de første hestebønner, er også helt fantastisk. De to grøntsager, går i øvrigt fint sammen, og er godt at starte et nyt bed op med. Så lige nu, er planen som sidste år, at lægge 2 eller max 3 rækker kartofler i det nye bed ved hønsegården, og så så hestebønner i hold, imellem kartoflerne. Det skriver jeg mere om, senere.

Marianne Porsborg

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *