Nedfaldsæbler – sådan bruger du dem
6. september 2022Gammelt hus, betyder heldigvis også gamle frugttræer. Der er ikke så mange, men et par æbletræer, en blomme og et mirabelletræ er der da. Det ene æbletræ må måske lade livet, da det står klemt inde mellem carport med solceller og vores hus. Det er et Gråsten-træ, et af mine yndlinge, og derfor får det en chance. I vinters fik jeg beskåret det. Normalt siger en tommelfingerregel, at man max må beskære 1/3 væk, men jeg fik vist taget det halve. Træet var helt tæt af ris – små grene som lukkede for luften og gav anledning til dannelse af svamp.
Gråsten træet er gammelt, måske fra da huset blev bygget og der ingen carport var i forhaven. Jeg håber det kan fungere efter nogle års beskæringer. Vi får se.
I den anden ende af haven, på vores vej til og fra køkkenhave, heste og høns, står resterne af en stort gammel Filippa æbletræ. Også en skøn klassiker, som både er et godt spiseæble og madæble. Det træ har også været beskåret forkert tidligere, og derfor fik det også en ordentlig omgang med beskærersaksen i vinters. Her overholdte jeg tommelfingerreglen, og beskærer nok lidt igen, til næste vinter.
Sidste år samlede vi Filippa nedfaldsæbler til mindst 25 liter æblemos – og plukkede mindst 75 kg til saft. Altså, fra dette ene træ alene. På grund af beskæringen er der vist ikke helt så mange æbler på i år, som sidste år. Men helt håbløst er det ikke.
Nedfaldsæblernes fornøjelser…
Det har væltet ned med æbler i august. Først bliver man lidt ked af det. Dels fordi det er tegn på orm, og tegn på at træet har haft for mange æbler – og dels fordi det gør ondt i mit undgå-mad-spild-hjerte. Derfor samler vi, og samler. Og koger, moser, og bager med æblerne. På den måde får vi udnyttet dem, og undgår mad-spild på den dejlige måde.
Sund æblemos af nedfaldsæbler
Sidste år eksperimenterede vi med at lave æblemos af de tidlige, og måske lidt umodne nedfaldsæbler. Intet måtte gå til spilde, og eksperimentet lykkedes. Naturligvis brugte vi ikke de helt hårde, sure æbler, men alle de andre – også dem med orm.
Opskrift: Saml og vask eventuelt dine nedfaldsæbler. Skær dem i kvarte, fjern kernehus, stilk og eventuelle pletter – men skræl dem ikke. Det er dog vigtigt at få alle dele af kernehuset væk. Skær eventuelt æblebådene i mindre stykker, og opbevar dem i vand med citronsaft indtil de skal koges. Når portionen er klar, koges æblestykkerne med skræl i en smule vand (så de ikke koger fast). Rør en gang imellem med en grydeske. Kog æblerne lidt længere end der står i kogebøgerne – til de er møre, og skrællen er blød.
Brug en stavblender til at hakke de kogte æblestykker til en rimelig jævn mos, og tilsæt sukker efter smag. Varm mosen igennem – og opbevar den som du har lyst til og mulighed for: i bøtter på frost, i en skål til glæde og fornøjelse når mosen er afkølet. Eller på glas, i køleskabet, som tilbehør til havregrøden, pandekagerne eller istedet for marmelade.
På denne måde, får du en æblemos – eller grød om man vil, som er lidt sundere end ellers, fordi skrællen er kogt med. Hvis du ydermere sparer lidt på sukkeret, er det jo det rene Super Food 🙂
God fornøjelse!
I spanden på fotoet herover, kan du se det skønne Filippa æble. Som sagt, kan det bruges til meget – og i aften, skal vi have den gode gamle ret, Æbleflæsk – med rugbrød til. Mums. Næste gang jeg skriver om nedfaldsæbler og æbler i det hele taget, får du idéer til chutney og vores favorit æblekage.
Kh Marianne
Tags: æblemos, beskæring af æbletræer, Filippa æbler, nedfaldsæbler, Super Food, undgå madspild