Blåfugle og vild natur i have og på eng
31. juli 2022Almindelig Blåfugl – mødte jeg igår på vores eng, mindst 6 var der på en gang. En af fordelene ved at have masser af jord og flere haver – og lidt for lidt tid i hverdagene er, at der må prioriteres. Vi har fx prioriteret lidt vild natur, både i den del af haven som vi kalder parken, og rundt om køkkenhaven og hestefoldene.
Netop oppe ved hestene, har vi et stykke som vi optimistisk kalder ridebanen, fordi vi drømmer om at få anlagt en lille ridebane til vores to ponyer. Indtil videre har vi anlagt en “rotunde” hvor ponyerne kan longeres, og rundt om, har naturen næsten frit spil.
Vild natur på ridebane-engen
Nogle gange kommer tingene bare nemt. Jeg har slået græs et par gange til hestene, men mest i stier og rundt om rotunden og æbletræerne. Resten står uberørt hen, og har blomstret smukt med masser af røllike og nogle få engbrandbæger, som jeg har rykket op efter blomstring af hensyn til hestene. Men der har også været en del Mandstro (ærenpris) og masser af lancet-vejbred.
Tilmeldt “Slip Haven fri” projektet
Sidste år tilmeldte jeg vores nye have “Slip haven fri” projektet, arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening og Rema 1000 (se mere – her). Så vidt jeg husker, skrev jeg at vi ville lave 300 m2 vild natur i vores have. Tænkte det var rigeligt til en start, men nu – kan jeg godt se, at vi nok meget nemt kommer op på mindst det dobbelte. Bare vores såkaldte ridebane-eng er alt i alt omkring 800 m2, med æbletræer, rotunde og indkørsel til stald mv.
Så hvis vi trækker stierne fra, og ser bort fra de vilde hegn og hække rundt om hele matriklen, har vi altså mindst 600 m2 vild natur. Altså, meget lavt sat – og det er jo dejligt! I øvrigt har danskerne tilmeldt 15.000 haver til Slip haven fri-projektet, så der er altså stille og roligt meget mere vild natur på vej, hist og pist – og alle vegne. Læs om de mange tilmeldte – her.
Sommerfugle og insekter i vores have
Det vrimler med sommerfugle, bier og andre insekter i vores have, i hegn og på engene. For en måned siden så jeg mindst hundrede sommerfuglelarver i vores “brændenældebed” – som vi kalder det, for at dække over at vi ikke har tid til at gøre så meget ved det. Sommerfuglelarverne var tilfredse og guffede løs af nælderne, inden de fleste desværre blev spist af fugle og nogle få nåede at forpuppe sig. Dagpåfugleøje-larver, er vi ret sikre på det var.
Apropos dagpåfugle sommerfuglene, så er de vilde med vores merian. Det vidste vi godt, fordi vi havde rigtig meget almindelig merian i vores tidligere have, hvor det fik lov at brede sig og blomstre, mellem roser og stauder. I år har vi igen ladet merian blomstre, inden vi har høstet en stor portion og tørret, så vi har det på glas til hele vinteren. Læs om tørring af timian og andre krydderurter – her.
Blåfugle sommerfugle
Det er stadig sommerferie og vi hygger os med at reparere på hestestald, hegn – høster og fjerner ukrudt. Igår flyttede vi hegnene omkring hestefolden en smule, og der opdagede jeg mindst 6 fine blå sommerfugle på ridebane-engen. Vi har også mødt dem i vores have ved huset, men her var der mange på een gang.
De er så fine! Det virkede som om, at de var meget glade for blomsterne på Lancet-vejbred, som vi har meget af på ridebane-engen. Men hvad forstand har bønder på agurkesalat :-). Måske var det bare varmen i græsset de kunne lide. Som jeg lige kan se det, tror jeg det er Almindelige Blåfugle. Du kan læse mere om dem og de mange varianter af blåfugle, på Naturbasen – her.
Kh Marianne
Tags: Ærenpris, Almindelig blåfugl, engplanter, Lancet-vejbred, Mandstro, Merian, røllike, Slip haven fri, Sommerfugle i haven, vilde have