Timian – til tørring og biernes fornøjelse

27. juli 2022 Timian hængt til lufttørring i Marianne Damgaard Porsborgs have

Timian-planten er en af mine favoritter, sammen med forskellige slags Mynte og Merian – den danske “oregano”. Altid skøn i meget madlavning, næsten året rundt. Den er nem at have med at gøre og så er bier og andre insekter også glad for den. Her kan du få enkle tips til tørring og opbevaring af timian.

I vores nye have, har vi indtil videre kun en men stor timian-plante. Vi har arvet den fra de tidligere ejere af huset, og den står lidt dumt, henkastet ind under et halvtag. Alligevel har den overlevet vinteren og har lige blomstret så fint.

Jeg ved godt at hvis man vil have mest smag i sine tørrede krydderurter, skal man høste og tørre dem – inden – de blomstrer. Men, da jeg normalt har så rigeligt, gør jeg som regel både det ene og det andet. På den måde får både bier og familien noget ud af det.

Tørring af timian fra haven

For at både vi og insekterne skal få glæde af havens timian, høster jeg en stor del nu – i juli måned efter blomstring, og som regel en portion til, senere på året. Du kan naturligvis gøre det omvendt, altså høste tidligere på året – før blomstring, bare du ikke tager alle de nye skud, som blomstrer i løbet af sommeren.

Da vores timian-plante er ret stor, har jeg klippet ca. halvdelen af grenene af, ca. halvvejs nede på grenene. På den måde plejer planten at vokse fint videre, uden at blive for stor eller gå ud.

De klippede grene blev skyllet nænsomt i koldt vand, delt i 8 portioner, som blev bundet med elastikker og hængt op til lufttørring, ude under husets halvtag mod syd.

Tørring i ovnen og undgå bakterier

I år har indtil videre været et fantastisk tørrevejr, med masser af vind og sol. Mine timian-bundter tørrede hurtigt, en lille uge tror jeg kun der gik. Desværre nåede jeg ikke at tage dem ind inden der kom et par dage med høj luftfugtighed og regn, så jeg har eftertørret dem i ovnen:

Læg timiangrenene på en bageplade, måske med bagepapir – og naturligvis uden elastikker og snor. Bred grenene ud så der kan komme varme ind alle steder.

Tør din timian – eller andre krydderurter, midt i ovnen ved ca. 75 grader (alm. ovn). Da min timian var næsten tør, fik det kun 20-25 minutter i ovnen. Ellers, måske op til en time… Pointen er, dels at få det knastørt – dels at få krydderurten varmebehandlet, så eventuelle bakterier dræbes.

Tørret timian på glas til brug i madlavning

Når krydderurten er knastør, tages det ud af ovnen – køles helt af, og puttes på glas til opbevaring og senere brug.

Jeg smuldrede de fleste grene, for at få de små timian-blade af (ligger i bunden af glasset) og gemte nogle af grenene (øverst i glasset) til brug fx i en Bouquet Garni sammen med andre krydderurter. På denne måde, kan timian holde sig næsten evigt, og ihvertfald gøre god gavn i din madlavning.

For lige at runde af i forhold til det med smagen og høst efter blomstring: så synes jeg personligt at der er GOD smag i vores hjemmeavlede tørrede timian, også selvom den altså blev høstet senere end man normalt gør. Ergo, både insekter og jeg er glade 🙂

Senere på året, flytter jeg naturligvis planten så den kommer til at stå mere optimalt: ud i et blandet staudebed med andre krydderurter og vilde blomster.

Kh Marianne

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *